Ofte stillede spørgsmål
Hvad sker der under hjemmeaflivningen?
Det er vigtigt for mig, at stemningen er rolig og uformel fra begyndelsen. Derfor gennemgår jeg kort, hvordan forløbet kommer til at foregå, så du hele tiden ved, hvad der skal ske - og jeg vil også løbende gentage hvad næste step er.
Derfor er det også vigtigt, at du stiller mig de spørgsmål du har, hvis der er noget du er i tvivl om, både før, under og efter.
Når jeg hilser på dit dyr, scanner jeg for chip eller tjekker eventuel øretatovering. Det gør jeg som en naturlig del af journalføringen og for at bekræfte ejerskab af dyret. Det tager kun et øjeblik og foregår roligt, så dit dyr ikke bliver utrygt.
Derefter vil jeg lave regningen, som betales inden at vi går videre, således at du har fuldt fokus på at være tilstede mens dit kæledyr og du siger farvel.
Herefter finder vi sammen det sted, hvor afskeden skal ske - det vigtigste er, at det føles trygt og velkendt for dit dyr.
Jeg vil gerne understrege, at du skal gøre det, der føles naturligt og rigtigt for dig. Du skal ikke tage hensyn til mig i øjeblikket. Mit arbejde er at støtte jer - ikke at fylde eller tage plads.
Det første jeg gør er at give en bedøvende dosis medicin, der i princippet er en meget dyb narkose. Dyret bliver gradvist træt og falder i søvn, uden smerte eller ubehag. Enkelte reagerer kortvarigt på stikket, men det går hurtigt over. I minutterne efter kan dit dyr have døsig gang og kaste op (særligt hvis det har spist for nylig), det er helt normalt.
Som oftest trækker jeg mig lidt, når jeg har givet den beroligende dosis medicin, så dyret lettere kan slappe af og sove trygt hos dig. Det er for mange også et privat øjeblik, og det vil jeg gerne respektere. Jeg tjekker op på jer efter nogle minutter, for at se om dyret sover. Hvis du helst vil have, jeg bliver hos jer hele tiden, gør jeg naturligvis det.
Når jeg kan se, at dit dyr sover tungt, vil jeg tjekke reflekser for at sikre, at det sover tilstrækkeligt. Når I begge er klar, vil jeg lejre dit dyr for at lette det videre arbejde. Når dit dyr ligger trygt og godt, lægger jeg diskret et absorberende underlag under det. Det er helt normalt, at kroppen kan give slip efter døden, og underlaget er blot en sikkerhed, så du kan være til stede i ro uden at bekymre dig om det praktiske.
Herefter gives en overdosis af sovemedicin, som får dit dyr til stille at glide ind i en dyb søvn - fuldstændig uden ubehag. Medicinen gives som regel i en blodåre i forbenet. Jeg klipper lidt pels af, lægger en lille stase og sætter giver medicinen. Når medicinen er givet, sættes der en lille bandage på. Hvis det ikke er muligt at komme i blodåren, eller du ønsker det, gives medicinen direkte i hjertet. Det kan se voldsomt ud, men dit dyr mærker intet.
Når hjertet stopper, kan der forekomme naturlige reflekser i kroppen fx dybe suk, små muskeltrækninger, at pelsen rejser sig og næseblod. Det kan virke ubehageligt at se, men dit dyr er ikke bevidst om det. Det er reflekser, og der er ingen smerte forbundet med det.
Til sidst lytter jeg på hjertet og tjekker slimhinder for at bekræfte, at døden er indtruffet. Når hjertet er stille, fortæller jeg dig det, så du ved, at dit dyr nu har fået fred. Jeg lytter altid til hjertet af 2 omgange, med lidt mellemrum. Øjnene forbliver åbne det er helt naturligt, fordi musklerne slapper af.
Mærker mit dyr noget, når det bliver aflivet?
Nej. Mit mål er, at dit dyr får en rolig og tryg afsked - helt uden smerte. Men enkelte dyr reagerer kortvarigt på stikket, med den første dosis medicin, men det går hurtigt over.
Når den sidste dosis medicin gives, hvad enten det er i blodbanen eller i hjertet, er dit dyr på intet tidspunkt bevidst om, hvad der sker, og mærker ingen smerte.
Må jeg bestemme hvor aflivningen skal ske?
Ja, det kan du. Det vigtigste for mig er, at afskeden sker et sted, hvor både du og dit dyr føler jer trygge. Nogle vælger et stille hjørne, hvor kæledyret plejer at sove. Andre foretrækker et sted, hvor der er udsigt, frisk luft eller blot ro omkring jer. Mens andre ønsker at sidde med deres dyr i favnen.
Der findes ikke noget rigtigt eller forkert, det handler om, hvor dit dyr finder mest ro, og hvor du har lyst til at være i den sidste stund. Jeg tilpasser altid forløbet, så det bliver så fredeligt og værdigt som muligt, uanset hvilket sted du vælger.
Det er dog vigtigt, at det er forsvarligt, og jeg har tilstrækkelig plads til at arbejde og komme til dit dyr.
Må jeg godt forlade rummet, hvis det bliver svært?
Ja, aflivningen forgår på dine præmisser. Jeg vil dog gerne have, at du er hos dit kæledyr, mens den første dosis medicin gives og virker. Dyret vil føle at du forlader det, når det har allermest burg for dig. Dit nærvær giver tryghed og ro i den sidste stund og vil være det sidste dit dyr husker.
Du må meget gerne sidde hos dit kæledyr og holde det i poten, sidde med det eller blot være tæt på, mens det glider ind i søvnen - du må også gerne kigge væk.
Hvis du ikke ønsker at være med til den sidste del af aflivningen, er det helt i orden. Dyret bemærker ikke, at du går - det ved blot, at det faldt i søvn i dit nærvær.
Hvorfor scanner du chippen eller tjekker øretattoveringen?
Jeg scanner dit kæledyrs chip eller tjekker for øretatovering som en rutine i starten af besøget. Det hjælper mig med at have styr på dyrets identitet og ejerskab, hvilket blandt andet bruges til faktura, afmeldning af dyret i det relevante register (hvis muligt) og eventuel journalføring.
Hvorfor skal ejerskab bekræftes, inden aflivningen?
Jeg tjekker dit kæledyrs chip eller øretatovering i registret, inden aflivningen påbegyndes. Dette gøres for at bekræfte ejerskab og sikre, at dyret kun aflives med ejerens samtykke.
Derudover hjælper det mig med at registrere oplysninger korrekt på fakturaen og eventuelt i en journal fra besøget. Formålet er udelukkende at sikre tryghed og korrekt dokumentation.
Hvad sker der med mit dyr efter aflivningen?
Efter aflivningen er det helt op til dig, hvad der skal ske med dit kæledyr. Du kan vælge:
-
At begrave dyret i din egen have
-
At lade dyret begrave på en dyrekirkegård (den nærmeste ligger i Kastrup)
-
At få dit dyr kremeret - enten som fælles kremering eller som urnekremering.
Jeg tilbyder begge dele samt askesmykker
Hvad sker der med mit kæledyr, når du kører med det efter hjemmeaflivningen?
Når jeg tager dit kæledyr med fra dit hjem, bliver det nænsomt placeret i en medbragt kurv, så transporten foregår roligt og værdigt.
Indtil afhentning af Ada's kæledyrskrematorium opbevares dit kæledyr forsvarligt hos mig. Hele forløbet håndteres med omtanke og respekt - fra jeg forlader dit hjem, og frem til kremeringen hos Ada's kæledyrskrematorium.
Hvilke typer urner findes der, og hvordan vælger jeg den rigtige?
Der findes mange forskellige urner i forskellige materialer og designs, så du kan finde noget, der passer til dig og dit kæledyr.
Jeg anbefaler dig at gå ind på https://adakrem.dk, her kan du se hele udvalget og få inspiration.
Ved evt. spørgsmål om urner, smykker farver, skift, motiver etc. anbefales det at du kontakter Ada's Dyrekrematorium direkte.
Hvordan sikrer jeg, at urnen eller askesmykket bliver som ønsket?
Hvis du ønsker urne eller askesmykker, er det vigtigt, at alle oplysninger - som type, tekst, farver og design - er korrekt oplyst, så mindet bliver præcis, som du ønsker det. Jeg beder derfor om, at du sender dine ønsker på forhånd pr. mail.
Under hjemmebesøget gennemgår vi dine ønsker, og sikrer os at oplysningerne er korrekte, inden betalingen gennemføres. På den måde sikrer vi, at alt er som ønsket, og du kan trygt lade mindet af dit dyr blive personligt og smukt.
Hvornår kommer urnen/askesmykket med mit kæledyr retur?
Tiden kan variere, afhængigt af hvilken løsning du vælger og om der skal fremstilles askesmykker. Samt om der er helligdage og/eller ferie på krematoriet. Du skal forvente at der går 4-6 uger.
Når urne og evt. smykker er kommet retur til mig, kontakter jeg dig og herefter aftaler vi afhentning eller evt. levering.
Mit kæledyr er utryg ved dyrlæger, kan du stadig hjælpe mig?
Ja, det er ofte muligt at hjælpe dyr, som er bange for andre mennesker, men det kræver altid en konkret vurdering fra gang til gang. Hvis du allerede ved, at dit dyr vil være bange for andre mennesker, da skal du oplyse mig det ifm. bookningen.
Hvis jeg vurderer, at dit dyr kan finde på at bide eller reagere uforudsigeligt, anvender jeg korte og skånsomme forholdsregler som fx. mundkurv eller klemmekasse. På den måde er både du, dit dyr og jeg sikre, når den beroligende medicin skal gives.
Mundkurven sættes på af dig og tages hurtigt af igen, så snart den beroligende sprøjte er givet. Katte kan fikseres i en klemmekasse, i få sekunder, hvor de får den beroligende sprøjte. Klemmekassen kan se voldsom ud, men proceduren er hurtigt overstået og langt mindre stressende for katten end unødvendig håndtering. Når medicinen er givet, bliver katten frigivet og får derefter mulighed for at falde til ro - enten i eller udenfor kassen, alt efter hvad der virker bedst for katten.
I sjældne tilfælde, hvor det vurderes, at jeg ikke kan komme til dit dyr på en sikker måde, vil besøget blive afbrudt, og der vil blive faktureret for kørsel og hjemmebesøg, da jeg har afsat tid og ressourcer til besøget.
Skal jeg give besked til nogen, om at dyret er aflivet?
Hvis dit kæledyr er registreret i Dansk Hunderegister eller Dansk Katteregister, skal det markeres som afgået ved døden. For at lette processen og sikre, at det ikke bliver glemt midt i sorgen, gør jeg dette på dine vegne (hvis muligt).
Det kan også være en god idé at give din egen dyrlæge besked, så de kan ajourføre din journal og eventuelle fremtidige aftaler. Jeg sender også gerne en besked til din egen dyrlæge om, at jeg har været på besøg hos dig.
Hvis du har en sygeforsikring på dit kæledyr, bør du kontakte forsikringsselskabet, så de kan afslutte forsikringen. Det samme gælder hvis du har en abonnementsordning fx. VetPlan, hos din egen dyrlæge.
Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig
Jeg tager mig gerne tid, til at besvare dine spørgsmål og hjælper dig trygt videre.
